Til eftertanke

Af Sofie Janning februar 2021

Lokalpolitik 

I dette indlæg vil jeg give jer et lille hjørne af mine helt subjektive vurderinger af hvad jeg tror på virker i lokalpolitik, altså hvordan kan vi få mest muligt socialdemokratisk politik gennemført.

Efter mere end 25 år i fagpolitik, både som ansat i fagbevægelsen og som tillidsrepræsentant ude i felten, samt 3 år som valgt lokalpolitiker og sidst med 2 ½ år som leder, har jeg med mine erfaringer fundet nogle bud på veje til hvad jeg tror virker på den lokalpolitiske scene.

Jeg har delt mit indlæg op i nogle hovedoverskriver som slet ikke er udtømmende.- Forhandling- Netværk og gode relationer.- Spørg og lyt – Kollektiv intelligens

Forhandling

Fortid: Da jeg var barn tog min familie og jeg nogle gange på Ringsted heste og kræmmermarked, der købslog man om prisen på hestene. Jeg vil give 5.000, er du vimmer mand, den hest er mindst 15.000 værd, frem og tilbage og endte måske sådan lige midt imellem. Nogle gange fik man en god handel og andre gange fik man en halt øg med hjem. Der var som oftes en vinder og en taber. Den gamle forhandlings stil.

Nutid/fremtid: Mine piger herhjemme sloges forleden om vores sidste appelsin, jeg vil have den, nej det vil jeg og du fik den sidst osv., jeg er sikker på, at I sagtens kan se optrinnet for jer. Det nemme valg ville have været at dele appelsinen på midten og give dem en halvdel hver eller at ingen af dem fik den. Jeg valgt at spørge pigerne hvad de skulle bruge den til. Den mindste ville have appelsinsaft til en smootie og den store skulle bruge skralden til en kage!!! Tror I kan se pointen – det kan rigtig tit overføres til vores forhandlinger og løsning af sager. Finde nye veje til løsninger, hvor der er vinder/vinder. 

Denne øvelse kræver dog ret meget tillid til hinanden og reel vilje til at ville finde fælles løsninger. Jeg siger ikke at vi fra A altid er perfekt på dette punkt, men det er med den indgangsvinkel vi går til sagerne. 

Netværk og gode relationer

En videnskabelig undersøgelse lavet på et stor antal arbejdspladser, viste noget meget interessant. 

Vi går til dem, som vi kender godt og plejer at lave noget med. Manglende tillid og jantelov, at du ikke kender kollegaen så godt – eller rent faktisk ikke bryder dig om vedkommende er nogle af de hyppigste årsager til, at vi altid henter viden hos de samme personer. Faktisk går vi heller til en kollega vi har tillid til, selvom vi er beviste om at han/hun ikke er den med mest viden på området, frem for at gå til eksperten på området, hvis vi ikke bryder os om ham/hende. Prøv at reflektere over det fra din hverdag….da jeg første gang hørte om det, var det noget jeg godt kunne genkende.

I lokalpolitik, såvel som på arbejdspladserne danner vi relationer med mennesker som vi godt kan lide som mennesker. Vi behøver ikke at være politisk enige, for at finde fælles løsninger. Detkræver respekt for hinanden og forståelse for, hvordan vi kan hjælpe hvor det er vigtigt. I Slagelse kommune er det præcis derfor vi har borgmesterposten med en konstitution fra Ø-LA. Derfor er jeg personligt også ked af at SF nu har mistet Helle Blak som vi har et fortrinligt samarbejde med – også når vi er uenige. For det er det man kan, når man er politiske samspillene.  Samarbejdet fortsætter heldigvis denne byrådsperiode ud. 
Hvordan samarbejdet med den tilbageværende SF’er bliver både nu og i fremtiden, kan jeg ikke spå om, men den gode relation er der ikke lige pt. 

Spørg og lyt

Jeg har læst en bog der hedder: ”Den ædle kunst at spørge ydmygt i stedet for at belære”. Den burde alle politikere læse og jeg håber at næste gang jeg får ”Overlærerinde stemme” på, så er der nogle, der minder mig om denne bog.

Faktisk er det interessant, hvad man kan få at vide, når man stiller spørgsmål som man ikke i forvejen kender svarer på, altså nysgerrighed og interesse for den anden. I øvrigt er det utrolig relations opbyggende, men det skal være ægte og ikke påtaget.

Det gik op for mig, at måske var det derfor at ”ønskesofaen/brønden” fra sidste valgkamp, blev taget så godt imod. Var det fordi vi spurgte om netop deres ønske, til at ændre en ting i kommunen? Det var ikke var vores politiske bud på hvordan verden skulle se ud. 

Med et glimt i øjet, så er denne bog nok den mest belærende bog om ikke at være belærende, jeg har læst til dato, men det er spændende læsning. 

Kollektiv intelligens 

Kollektiv intelligent er et begreb der kombinere adfærd, præferencer og ideer fra en gruppe mennesker til at skabe nye indsigter. 

Altså godt gammeldags samarbejde, hvor vi ikke konkurrerer om hvem der har ret og ikke ret, men bruger hinandens erfaringer, oplevelser og viden til at skabe et endnu bedre resultat. 1+1 kan faktisk nogle gange give 3.  

Slutning

Kombinationen af måde vi tilgår forhandlinger på, den beviste ”dyrkelse” af gode relationer og netværk samt nysgerrighed og det at finde ind til sagens kerne. Hvad er det reelt der er vigtigt i en sag. Det er mit bud på en lille flig af, hvad der hvad der skal til i lokalpolitik. 

Arbejdet med de politiske sager frem mod at vi ser dem i udvalg eller i byrådssalen kan være lang og kræver en del fodarbejde, men det tror jeg at jeg gemmer til et senere indlæg. 

Det kunne være interessant hvis måde nye, garvede, unge, lidt ældre, kvinder og mænd her fra Socialdemokratiet i Slagelse kommune, kom med hver vores bud på ”Politik bag scenen” 

Fra curling til bowlingsamfund

Af Sofie Janning februar 2020

Mental sundhed er noget, som mange taler om, men hvad er det egentlig for noget?

Sundhedsstyrelsen har en beskrivelse: En tilstand af trivsel, hvor det enkelte menneske kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress og indgå i fællesskaber med andre mennesker. 

Mental sundhed handler altså ikke bare om, at man ikke lider af en psykisk sygdom. Men mindst lige så meget om, at man kan leve et liv, så man kan udfolde sine evner og bruge sine ressourcer, så man kan udvikle sig og klare de udfordringer, der dukker op i ethvert menneskes liv. 

Jeg har prøvet at dykke ned i de tal, der ligger på området, og de viser, at den dårlige mentale sundhed blandt børn og unge har både en kønsmæssig og en social slagside. 

Flere piger end drenge har det svært. Og børn fra sårbare familier med fx alkoholmisbrug og psykisk sygdom har større risiko for at mistrives.

Hvorfor er det så sådan? 

Skyldes det den måde, vi lever på i dagens Danmark? Eller har det altid været sådan? 

Jeg har ikke svaret, men det er et stigende problem, og det må vi tage alvorligt. 

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside ligger der en forebyggelsespakke. Den viser, hvordan kommunerne kan arbejde med Mental sundhed. Der ligger mange gode anbefalinger, men men men…..

…men der er også meget, vi selv kan gøre. I grundskolerne. Og som forældre. 

Vi skal lære vores børn og unge at klare sig selv. Livet består at en lang række af uforudsigelige hændelser. Vi ved aldrig, hvad dagen bringer. Men det er sjældent det, vi forestiller os. Vi skal lære dem, og måske endda os selv, hvordan vi tackler livets til tider barske sider.

For at leve, bo og arbejde i Danmark er der nogle evner, som jeg mener er vigtige. Nogle vi skal bruge krudt på at lære, for at vi alle kan blive så gode samfundsborgere som muligt.

1. Vi skal kunne indgå i fællesskaber og byde ind med egne evner. Når alle bidrager, øges den kollektive intelligens, og 1+1 giver pludselig 3. 

2. Vi skal kunne tackle forandringer og omstillinger. Jeg tror på Darwins teori, Survival of the Fittest, ikke oversat som at det er den stærkeste der overlever, men at det er den dem, der bedst kan tilpasse sig. Dog skal man huske på, at selv den bedst tilpassede kan få et klippestykke i hovedet eller blive spist af et større dyr.  

 3. Vi skal sige farvel til offerrollen. At være et virkeligt offer er ikke det samme som at påtage sig offerrollen. Forskningen peger på, at offerrollen er en direkte vej mod stress, depression, misbrug og dårlig mental sundhed.

4. Vi skal bruge pytknappen eller kald den overskudsknappen. Den er heldigvis ved at blive installeret på mange arbejdspladser og i mange hjem. Hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt? 

5. Vi skal håndtere små detaljer i hverdagen, som irriterer. Enten skal vi gøre noget ved dem, eller også må vi trykke på pytknappen. 

Lidt generaliserende? Måske. Jeg vil påstå, at mange tilfælde har vi et valg – men ikke hver gang, så tryk på knappen, når du kan.

Men hvad er det nu med den snak om curlingsamfund og bowlingsamfund?

De fleste ved, hvad Curlingforældre er. I Curlingsamfundet bliver alt fejet væk på vores vej. I bowlingsamfundet bliver vi kastet ind i keglerne med rasende fart, og det er vigtigt at vi selv kan være med til at rejse keglerne igen. 

Det samme gælder for os som forældre. Jeg forsøger at opdrage mine børn til, at de skal kunne sættes af i Rom med 50 euro på lommen og selv finde hjem uden at gå i panik. 

Vi socialdemokrater står for, at alle os der kan bidrage, skal bidrage. Det er lige netop det, vi skal sikre ved at uddanne vore børn og unge til at blive bowlingbørn.  

Da virkeligheden bankede på min dør

Af Sofie Janning Juni 2019

Da virkeligheden bankede på min dør

Mandag aften i pinsen 2019 nydes med de sidste solstråler, familien har hygget, leget med vand i haven og spist god mad.

Den ældste datter har været sammen med sine venner og nyder, at det snart er læseferie her i 9. klasse. Hun skal hentes på Korsør station kl. 20.00. 

Og det er her, vi møder virkeligheden. 

Virkeligheden hedder Thomas. Han er 45 år (altså jævnaldrende med mig selv) og henvender sig til os ved stationen. Han spørger, om vi kender en campingplads eller et herberg, hvor han kan overnatte. Han slæber på sit lille telt og en pose, men kan næsten ikke bevæge sin dårlige ryg. Smerten lyser ud af ham, når han bukker sig, men han klager ikke. Der er ingen tvivl om, at han er vant til smerter – og for ham er de både fysiske og psykiske.

Han fortæller, at han er blevet afvist på en campingplads i området.

Lidt skamfuldt må jeg indrømme, at jeg lige når at ”sniffe” om han har drukket, men det er der intet der tyder på, han er utrolig høflig og ret ydmyg i både tale og væremåde.  

Jeg kontakter Forsorgshjemmet Toften i Slagelse for at høre, om de kan trylle en sofa frem til ham. Det vil de undersøge og vende tilbage til mig.

En hurtig beslutning bliver, at mens vi venter på, at Toften ringer tilbage, så kan han komme med hjem og få lidt mad og en kop kaffe.

Thomas er skrupsulten og er glad for, at vi har fået kylling, kartoffelgratin og hjemmelavet medister.

– For tænderne er ikke helt gode mere, som han fint udtrykker det. Salaten springer han over. 

Her begynder Thomas at fortælle om sit liv. Han springer dog lidt frem og tilbage i begivenheder, så der går lidt tid med at finde hoved og hale i det hele. 

Sikke en historie!

Her går jeg og bekymrer mig om ligegyldige luksus-problemer, og så kommer Thomas med sin beretning.

Omstændighederne, der har ført til det liv, han har i dag, startede allerede med at hans mor fik tæsk, mens hun var gravid med ham. Derfor blev han født med en hjerneskade. Desuden har Thomas en form for autisme, så livet startede ikke nemt for ham. Hans mor havde efter hans egen udsagn en ny mand med hjem hver dag, som han skulle kalde for ”far”.

Thomas blev fjernet og flyttede fra plejefamilie til plejefamilie og fra institution til institution, uden at falde helt til nogle steder. 

I dag ser han ikke sin mor og har ingen anden familie.

Han bliver tilkendt en førtidspension, får egen lejlighed, men Thomas har det skidt med at bo inde – for han er ude menneske, så vi holder en pause i fortællingen mens Thomas gå ud i min haven og nyder en cigaret. Han spørger nysgerrigt ind til, hvad vi er for en familie, hvem vi er og hvad vi laver. Så jeg fortæller, at jeg blandt meget andet er byrådsmedlem og netop sidder i det udvalg, der tager sig af hjemløseproblematikken i Slagelse Kommune. 

Hvad Thomas ikke kan vide er, at vi her i netop vores kommune Slagelse, har de højeste antal hjemløse i Region Sjælland, og at jeg er voldsomt interesseret i, at vi finder ud af hvorfor.

Der er mennesker i vores samfund, der mangler tag over hovedet, ikke kan passe ind i kasser og rammer, som er lidt skæve i måden at leve på, har fysiske eller psykiske udfordringer eller misbrug.  Altså alle dem, vi ikke formår at gribe. Og de mennesker svigter vi.

Det er lidt som alvorlig sygdom, vi kan give piller og behandle symptomer, men hvis vi ikke stiller det rigtige diagnose, er det svært at give den rette behandling. 

For mig er det tid til at vi anerkender, at vores ellers så ”perfekte” samfund på visse planer fejler. Alle taler om tidlig indsat og er enige om, at forebyggende indsatser er vejen frem, men der sker ikke rigtigt noget. Mens alle disse tanker flyver igennem hovedet på mig, bliver jeg revet ud af det ved at min telefon ringer. Det er Toften med besked om, at de har skaffet en plads til Thomas – for natten.

Min kæreste kører derfor straks Thomas til Slagelse, og derfor må vi gætte os til resten af historien…

Thomas mente at han havde mødt nogle helte og var dybt taknemmelig. Og jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at det er mig der i dag har lært mest. 

Tak Thomas for at du delte din historie med mig og min familie. 

(Thomas er ikke opdigtet og det er fortællingen heller ikke, hen er helt ægte og jeg har selvfølgelig fået hans samtykke til at skrive og dele dette med jer)

Sofie Janning – Næstformand i ”Udvalget for specialiserede borgerindsatser” – USB

Alt politik starter med en følelse

Af Sofie Janning april 2019

Jeg tror at alt forandring starter med en følelse.

I slutningen af februar besøgte jeg en barndomsveninde som jeg ikke har set de sidste 10 år. 

Hende har jeg kendt siden 1. klasse og hendes mand siden de mødtes da vi var 19 år. Så selvom der var gået mange år siden jeg sidst så dem, gik snakken lystigt fra 1. sekund….de første par timer var det kun min veninde og jeg, men ved 16 tiden kom hendes mand hjem. 

Jeg fik lidt af et chok, han nærmest kæmpede sig ud af bilen og jeg kunne tydelig se at han at han havde ondt – meget ondt. 

Vi fik noget god mad og jeg kunne ikke lade være med at spørge ind til hans helbred, jeg ved jo at han er Jord og Betoner og har været det siden jeg mødte ham første gang for 28 år siden. Han er ikke en mand der klager, men da jeg gik ham lidt på klingen, flød ordene alligevel.

Han er en mand, der normalt ikke klager, en mand der ikke bruger store ord og når han siger han har ondt så gør det eddermanemer ondt, så ondt at han som mand har været hos lægen

Lægens dom var klar: Din krop er slidt.

Det satte selvfølgelig nogle tanker i gang hos han, for han er en mand der passer sit job, betaler sin skat og vilfortsætte sådan, så længe det overhoved er muligt.

Han er i dag 50 år og står til 18 år mere på arbejdsmarkedet – er det realistisk? 

Det tror jeg simpelthen ikke på og han er jo ikke den eneste!!!!

Det kan ikke være rigtigt at han og mange andre skal risikere at trækkes igennem et system, hvor de skal vurderes, måles og vejes, når det er tydeligt for enhver at det er slidtages fra et langt fysisk krævende arbejdsliv der ødelagt hans krop.

Det skal være muligt at stoppe på arbejdsmarkedet på værdig måde, det er min holdning.

Den her oplevelse har fået mig til at tænke – tænke over hvorfor jeg selv er gået ind i politik, hvad der skal til for at skabe forandring.

Jeg tror at alt forandring starter med en følelse.

Følelser er mange ting og jeg vil give jer et eksempler – hvor I hver i sær selv må vurdere hvilken følelse i bagefter sidder med.

Jeg er uddannet HK’er og det er jeg stolt af, men har ved flere lejligheder oplevet uddannelsessnobberi – det har I måske også? 

Jeg har mødt en leder som ikke mente at hans Akademikere kunne sidde sammen med HK’erne – for her blander vi ikke blod. Ja hvad siger I så? Tænk at de stadig findes og forestil jer følelsen? Lige før jeg blev mundlam, men også kun lige før.

En anden gang oplevede jeg at sidde som ene Tillidsrepræsentant på teknisk/administrative området blandt 7 lærertillidsrepræsentanter, hvor vi skulle besætte nogle poster og så kan der være følelser på spil…..så vender den ene sig om og kigger på mig som om jeg er en lille skolepige og siger: Prøv at hør her, nu må du simpelthen forstå hvem der er de vigtigste her på skolen, det er os lærer – hvor til jeg kun kunne svare en ting: hmmm mærkeligt for jeg troede faktisk det var eleverne.

Når jeg fortæller de her lidt negative historier, så er det forbi jeg gerne vil slå et slag for hvor vigtigt at alle tandhjul i samfundet eller på en arbejdsplads spiller sammen – for hvad er vi uden hinanden?

I bund og grund handler det vel også om mennesker? Om vores værdier? Og om det fællesskab vi har med andre? 

12-tals-generationen føler, at karaktererne er vigtige. Og ja, vel er de vigtige. 

Men livet handler om andet og mere end karaktererne i skolen. 

Det handler om den menneskelige karakter – om os som mennesker.

Det handler om lidenskab, fællesskab og kærlighed – om at turde leve livet.

Så lad os sige til de unge: Vil du ha’ noget – jamen, så gå da ud i verden og grib det.

Men Ligegyldigt hvor vi nu befinder os i livet, så handler det om det samme:

Om at turde livet. 

Om at turde fællesskabet. 

Bygge noget op sammen. 

Tro på hinanden. 

Have tillid til hinanden. 

Lytte til hinanden.

Det er da noget positivt ikke altid at gøre det, der forventes af en. 

Når man tænker tilbage på livet, så har man uden tvivl lært mest, når man har haft mod til at tage chancer, når man har begået fejl, eller gjort noget anderledes – når man var helt ude og balancere på kanten. 

Den fest, vi alle sammen husker, det er den, hvor det hele gik galt. Hvor sovsen blev tabt ned af onkel Hans’s hvide skjorte. Den glemmer man aldrig. Men de fester, hvor alting klapper, dem har vi allerede glemt, når det bliver i morgen.

Jeg tror på, at det tit er de små ting i hverdagen, der kan gøre de store forskelle. 

Et lille smil til den, der står i køen foran, når vi handler. 

Holde døren for et andet menneske. Sige tak, når nogen har hjulpet eller gjort noget, der betød noget for en. 

Altså at gøre noget uselvisk. Bare fordi man har lyst og fordi man kan se den gnist, sådan en lille positiv gestus tænder i din mand eller kones øjne når kaffen er klar – når han eller hun kommer ud af badet.

Jeg kan ikke sige, hvad I skal gøre eller hvad I skal tænke, men hver eneste dag kan vi tænke over, hvad det er for en dag, vi gerne vil ha’.

Lad os nu turde tro på hinanden. Kig jeg omkring, smil, og tro på det bedste i dem, der står lige ved siden af jer – om ikke andet, så i det mindste indtil det modsatte er bevist. 

Fællesskab er lige præcis det som vores samfund bygger på.