Af Sofie Janning april 2019
Jeg tror at alt forandring starter med en følelse.
I slutningen af februar besøgte jeg en barndomsveninde som jeg ikke har set de sidste 10 år.
Hende har jeg kendt siden 1. klasse og hendes mand siden de mødtes da vi var 19 år. Så selvom der var gået mange år siden jeg sidst så dem, gik snakken lystigt fra 1. sekund….de første par timer var det kun min veninde og jeg, men ved 16 tiden kom hendes mand hjem.
Jeg fik lidt af et chok, han nærmest kæmpede sig ud af bilen og jeg kunne tydelig se at han at han havde ondt – meget ondt.
Vi fik noget god mad og jeg kunne ikke lade være med at spørge ind til hans helbred, jeg ved jo at han er Jord og Betoner og har været det siden jeg mødte ham første gang for 28 år siden. Han er ikke en mand der klager, men da jeg gik ham lidt på klingen, flød ordene alligevel.
Han er en mand, der normalt ikke klager, en mand der ikke bruger store ord og når han siger han har ondt så gør det eddermanemer ondt, så ondt at han som mand har været hos lægen
Lægens dom var klar: Din krop er slidt.
Det satte selvfølgelig nogle tanker i gang hos han, for han er en mand der passer sit job, betaler sin skat og vilfortsætte sådan, så længe det overhoved er muligt.
Han er i dag 50 år og står til 18 år mere på arbejdsmarkedet – er det realistisk?
Det tror jeg simpelthen ikke på og han er jo ikke den eneste!!!!
Det kan ikke være rigtigt at han og mange andre skal risikere at trækkes igennem et system, hvor de skal vurderes, måles og vejes, når det er tydeligt for enhver at det er slidtages fra et langt fysisk krævende arbejdsliv der ødelagt hans krop.
Det skal være muligt at stoppe på arbejdsmarkedet på værdig måde, det er min holdning.
Den her oplevelse har fået mig til at tænke – tænke over hvorfor jeg selv er gået ind i politik, hvad der skal til for at skabe forandring.
Jeg tror at alt forandring starter med en følelse.
Følelser er mange ting og jeg vil give jer et eksempler – hvor I hver i sær selv må vurdere hvilken følelse i bagefter sidder med.
Jeg er uddannet HK’er og det er jeg stolt af, men har ved flere lejligheder oplevet uddannelsessnobberi – det har I måske også?
Jeg har mødt en leder som ikke mente at hans Akademikere kunne sidde sammen med HK’erne – for her blander vi ikke blod. Ja hvad siger I så? Tænk at de stadig findes og forestil jer følelsen? Lige før jeg blev mundlam, men også kun lige før.
En anden gang oplevede jeg at sidde som ene Tillidsrepræsentant på teknisk/administrative området blandt 7 lærertillidsrepræsentanter, hvor vi skulle besætte nogle poster og så kan der være følelser på spil…..så vender den ene sig om og kigger på mig som om jeg er en lille skolepige og siger: Prøv at hør her, nu må du simpelthen forstå hvem der er de vigtigste her på skolen, det er os lærer – hvor til jeg kun kunne svare en ting: hmmm mærkeligt for jeg troede faktisk det var eleverne.
Når jeg fortæller de her lidt negative historier, så er det forbi jeg gerne vil slå et slag for hvor vigtigt at alle tandhjul i samfundet eller på en arbejdsplads spiller sammen – for hvad er vi uden hinanden?
I bund og grund handler det vel også om mennesker? Om vores værdier? Og om det fællesskab vi har med andre?
12-tals-generationen føler, at karaktererne er vigtige. Og ja, vel er de vigtige.
Men livet handler om andet og mere end karaktererne i skolen.
Det handler om den menneskelige karakter – om os som mennesker.
Det handler om lidenskab, fællesskab og kærlighed – om at turde leve livet.
Så lad os sige til de unge: Vil du ha’ noget – jamen, så gå da ud i verden og grib det.
Men Ligegyldigt hvor vi nu befinder os i livet, så handler det om det samme:
Om at turde livet.
Om at turde fællesskabet.
Bygge noget op sammen.
Tro på hinanden.
Have tillid til hinanden.
Lytte til hinanden.
Det er da noget positivt ikke altid at gøre det, der forventes af en.
Når man tænker tilbage på livet, så har man uden tvivl lært mest, når man har haft mod til at tage chancer, når man har begået fejl, eller gjort noget anderledes – når man var helt ude og balancere på kanten.
Den fest, vi alle sammen husker, det er den, hvor det hele gik galt. Hvor sovsen blev tabt ned af onkel Hans’s hvide skjorte. Den glemmer man aldrig. Men de fester, hvor alting klapper, dem har vi allerede glemt, når det bliver i morgen.
Jeg tror på, at det tit er de små ting i hverdagen, der kan gøre de store forskelle.
Et lille smil til den, der står i køen foran, når vi handler.
Holde døren for et andet menneske. Sige tak, når nogen har hjulpet eller gjort noget, der betød noget for en.
Altså at gøre noget uselvisk. Bare fordi man har lyst og fordi man kan se den gnist, sådan en lille positiv gestus tænder i din mand eller kones øjne når kaffen er klar – når han eller hun kommer ud af badet.
Jeg kan ikke sige, hvad I skal gøre eller hvad I skal tænke, men hver eneste dag kan vi tænke over, hvad det er for en dag, vi gerne vil ha’.
Lad os nu turde tro på hinanden. Kig jeg omkring, smil, og tro på det bedste i dem, der står lige ved siden af jer – om ikke andet, så i det mindste indtil det modsatte er bevist.
Fællesskab er lige præcis det som vores samfund bygger på.