Af Sofie Janning februar 2020
Mental sundhed er noget, som mange taler om, men hvad er det egentlig for noget?
Sundhedsstyrelsen har en beskrivelse: En tilstand af trivsel, hvor det enkelte menneske kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress og indgå i fællesskaber med andre mennesker.
Mental sundhed handler altså ikke bare om, at man ikke lider af en psykisk sygdom. Men mindst lige så meget om, at man kan leve et liv, så man kan udfolde sine evner og bruge sine ressourcer, så man kan udvikle sig og klare de udfordringer, der dukker op i ethvert menneskes liv.
Jeg har prøvet at dykke ned i de tal, der ligger på området, og de viser, at den dårlige mentale sundhed blandt børn og unge har både en kønsmæssig og en social slagside.
Flere piger end drenge har det svært. Og børn fra sårbare familier med fx alkoholmisbrug og psykisk sygdom har større risiko for at mistrives.
Hvorfor er det så sådan?
Skyldes det den måde, vi lever på i dagens Danmark? Eller har det altid været sådan?
Jeg har ikke svaret, men det er et stigende problem, og det må vi tage alvorligt.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside ligger der en forebyggelsespakke. Den viser, hvordan kommunerne kan arbejde med Mental sundhed. Der ligger mange gode anbefalinger, men men men…..
…men der er også meget, vi selv kan gøre. I grundskolerne. Og som forældre.
Vi skal lære vores børn og unge at klare sig selv. Livet består at en lang række af uforudsigelige hændelser. Vi ved aldrig, hvad dagen bringer. Men det er sjældent det, vi forestiller os. Vi skal lære dem, og måske endda os selv, hvordan vi tackler livets til tider barske sider.
For at leve, bo og arbejde i Danmark er der nogle evner, som jeg mener er vigtige. Nogle vi skal bruge krudt på at lære, for at vi alle kan blive så gode samfundsborgere som muligt.
1. Vi skal kunne indgå i fællesskaber og byde ind med egne evner. Når alle bidrager, øges den kollektive intelligens, og 1+1 giver pludselig 3.
2. Vi skal kunne tackle forandringer og omstillinger. Jeg tror på Darwins teori, Survival of the Fittest, ikke oversat som at det er den stærkeste der overlever, men at det er den dem, der bedst kan tilpasse sig. Dog skal man huske på, at selv den bedst tilpassede kan få et klippestykke i hovedet eller blive spist af et større dyr.
3. Vi skal sige farvel til offerrollen. At være et virkeligt offer er ikke det samme som at påtage sig offerrollen. Forskningen peger på, at offerrollen er en direkte vej mod stress, depression, misbrug og dårlig mental sundhed.
4. Vi skal bruge pytknappen eller kald den overskudsknappen. Den er heldigvis ved at blive installeret på mange arbejdspladser og i mange hjem. Hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt?
5. Vi skal håndtere små detaljer i hverdagen, som irriterer. Enten skal vi gøre noget ved dem, eller også må vi trykke på pytknappen.
Lidt generaliserende? Måske. Jeg vil påstå, at mange tilfælde har vi et valg – men ikke hver gang, så tryk på knappen, når du kan.
Men hvad er det nu med den snak om curlingsamfund og bowlingsamfund?
De fleste ved, hvad Curlingforældre er. I Curlingsamfundet bliver alt fejet væk på vores vej. I bowlingsamfundet bliver vi kastet ind i keglerne med rasende fart, og det er vigtigt at vi selv kan være med til at rejse keglerne igen.
Det samme gælder for os som forældre. Jeg forsøger at opdrage mine børn til, at de skal kunne sættes af i Rom med 50 euro på lommen og selv finde hjem uden at gå i panik.
Vi socialdemokrater står for, at alle os der kan bidrage, skal bidrage. Det er lige netop det, vi skal sikre ved at uddanne vore børn og unge til at blive bowlingbørn.