Af Sofie Janning Juni 2019
Da virkeligheden bankede på min dør
Mandag aften i pinsen 2019 nydes med de sidste solstråler, familien har hygget, leget med vand i haven og spist god mad.
Den ældste datter har været sammen med sine venner og nyder, at det snart er læseferie her i 9. klasse. Hun skal hentes på Korsør station kl. 20.00.
Og det er her, vi møder virkeligheden.
Virkeligheden hedder Thomas. Han er 45 år (altså jævnaldrende med mig selv) og henvender sig til os ved stationen. Han spørger, om vi kender en campingplads eller et herberg, hvor han kan overnatte. Han slæber på sit lille telt og en pose, men kan næsten ikke bevæge sin dårlige ryg. Smerten lyser ud af ham, når han bukker sig, men han klager ikke. Der er ingen tvivl om, at han er vant til smerter – og for ham er de både fysiske og psykiske.
Han fortæller, at han er blevet afvist på en campingplads i området.
Lidt skamfuldt må jeg indrømme, at jeg lige når at ”sniffe” om han har drukket, men det er der intet der tyder på, han er utrolig høflig og ret ydmyg i både tale og væremåde.
Jeg kontakter Forsorgshjemmet Toften i Slagelse for at høre, om de kan trylle en sofa frem til ham. Det vil de undersøge og vende tilbage til mig.
En hurtig beslutning bliver, at mens vi venter på, at Toften ringer tilbage, så kan han komme med hjem og få lidt mad og en kop kaffe.
Thomas er skrupsulten og er glad for, at vi har fået kylling, kartoffelgratin og hjemmelavet medister.
– For tænderne er ikke helt gode mere, som han fint udtrykker det. Salaten springer han over.
Her begynder Thomas at fortælle om sit liv. Han springer dog lidt frem og tilbage i begivenheder, så der går lidt tid med at finde hoved og hale i det hele.
Sikke en historie!
Her går jeg og bekymrer mig om ligegyldige luksus-problemer, og så kommer Thomas med sin beretning.
Omstændighederne, der har ført til det liv, han har i dag, startede allerede med at hans mor fik tæsk, mens hun var gravid med ham. Derfor blev han født med en hjerneskade. Desuden har Thomas en form for autisme, så livet startede ikke nemt for ham. Hans mor havde efter hans egen udsagn en ny mand med hjem hver dag, som han skulle kalde for ”far”.
Thomas blev fjernet og flyttede fra plejefamilie til plejefamilie og fra institution til institution, uden at falde helt til nogle steder.
I dag ser han ikke sin mor og har ingen anden familie.
Han bliver tilkendt en førtidspension, får egen lejlighed, men Thomas har det skidt med at bo inde – for han er ude menneske, så vi holder en pause i fortællingen mens Thomas gå ud i min haven og nyder en cigaret. Han spørger nysgerrigt ind til, hvad vi er for en familie, hvem vi er og hvad vi laver. Så jeg fortæller, at jeg blandt meget andet er byrådsmedlem og netop sidder i det udvalg, der tager sig af hjemløseproblematikken i Slagelse Kommune.
Hvad Thomas ikke kan vide er, at vi her i netop vores kommune Slagelse, har de højeste antal hjemløse i Region Sjælland, og at jeg er voldsomt interesseret i, at vi finder ud af hvorfor.
Der er mennesker i vores samfund, der mangler tag over hovedet, ikke kan passe ind i kasser og rammer, som er lidt skæve i måden at leve på, har fysiske eller psykiske udfordringer eller misbrug. Altså alle dem, vi ikke formår at gribe. Og de mennesker svigter vi.
Det er lidt som alvorlig sygdom, vi kan give piller og behandle symptomer, men hvis vi ikke stiller det rigtige diagnose, er det svært at give den rette behandling.
For mig er det tid til at vi anerkender, at vores ellers så ”perfekte” samfund på visse planer fejler. Alle taler om tidlig indsat og er enige om, at forebyggende indsatser er vejen frem, men der sker ikke rigtigt noget. Mens alle disse tanker flyver igennem hovedet på mig, bliver jeg revet ud af det ved at min telefon ringer. Det er Toften med besked om, at de har skaffet en plads til Thomas – for natten.
Min kæreste kører derfor straks Thomas til Slagelse, og derfor må vi gætte os til resten af historien…
Thomas mente at han havde mødt nogle helte og var dybt taknemmelig. Og jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at det er mig der i dag har lært mest.
Tak Thomas for at du delte din historie med mig og min familie.
(Thomas er ikke opdigtet og det er fortællingen heller ikke, hen er helt ægte og jeg har selvfølgelig fået hans samtykke til at skrive og dele dette med jer)
Sofie Janning – Næstformand i ”Udvalget for specialiserede borgerindsatser” – USB